SESAM Teknologiradaren er et overbliks- og dialogværktøj, der giver virksomheder et hurtigt indblik i modenheden af både teknologier og tilhørende lovgivningsområder. Den hjælper med at identificere, hvornår det er relevant at tage handling – både teknologisk og regulatorisk. Derudover viser den også emner, som særligt optager SESAM.
Radaren dækker fire centrale fokusområder:
- Data og arkitektur
- Automatisering og robotteknologi
- Bæredygtighed og digitalisering
- Cybersikkerhed og regulering
Inderst i radaren findes teknologier og lovgivningsområder, der er modne og allerede bredt implementeret i praksis. Jo længere ud mod kanten, jo mere umodne er teknologierne og reguleringerne – her er mulighederne stadig under udvikling, og det er endnu uklart, hvordan de bedst anvendes eller skal håndteres juridisk.
I SESAM-regi opdaterer og videreudvikler vi Teknologiradaren løbende – med henblik på at give et samlet overblik over både aktuelle tendenser og nye teknologier, vi har særligt fokus på.
Teknologiradaren fungerer som et værktøj, der hjælper virksomheder med at:
- Få overblik over teknologiske muligheder og kommende lovkrav
- Identificere relevante teknologier og reguleringer, som bør følges tæt
- Starte intern dialog om teknologi, strategi og compliance
- Reflektere over spørgsmål som: Hvilke teknologier og lovkrav er relevante for os? Er vi nysgerrige – eller klar til at handle? Passer modenhedsniveauet til vores strategi og branche?
Teknologiradaren er et dialogværktøj – ikke en facitliste
Radaren er udviklet til at understøtte refleksion og samtale – ikke til at give ét entydigt svar. Den skaber overblik og skubber til vigtige samtaler om fremtiden:
“Teknologiradarens største værdi er ikke at pege på én rigtig løsning, men at skabe et fælles sprog for teknologi og begreber. Den åbner for de vigtige dialoger, hvor virksomheder kan få overblik, stille de rigtige spørgsmål og træffe bevidste, strategiske valg,” fortæller Henrik Lykke-Lilleholt, formand for SESAM og Group Category Manager i Lemvigh-Müller.